VIGTIG INFORMATION FRA BESTYRELSEN
Kære alle medlemmer af Ry Gymnastikforening
Så er sæsonen 2020/21 atter blevet udsat, denne gang til den 28. februar 2021. Som indendørs idræt er det næsten ikke til at holde ud.
Den sidste udmelding fra regeringen betyder desværre også, at bestyrelsen har taget den beslutning at aflyse forårsopvisningen den 13. marts 2021. Vi har siden december arbejdet med flere scenarier for forårsopvisningen, og scenariet om total aflysning blev den rigtige løsning i en coronatid.
Vi håber, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt, at vi kan være aktive i ugerne 9, 10 og 11, men som det ser ud nu, er det svært at tro på.
Derfor arbejder vi også med at samle forskellige årgange og lave tilbud på tværs af foreningen for medlemmerne i april og maj. Tilbuddene bliver uden betaling. Hvordan, vi kan lave disse tilbud, er endnu usikkert, da vi ikke kender forsamlingsforbuddet og de restriktioner, som coronavirus giver os på det tidspunkt.
Vi afholder generalforsamling den 23. marts 2021 fysisk i Hal C i Ry Hallerne. Hvis vi ikke må det, bliver generalforsamlingen flyttet eller afholdt virtuelt.
Har du nogle kommentarer, tanker eller spørgsmål, bedes du skrive en sms eller e-mail til foreningens formand, Marlene, på telefonnr. 28 89 90 93 eller formand@rygymnastik.dk
Venlig hilsen
Bestyrelsen Ry Gymnastikforening
Den 1. februar 2021
|